For at fastholde og videreudvikle vort kvarter som et attraktivt boligområde deltog grundejerforeningen i år 2000 i en konkurrence udskrevet af Ballerup Kommune, hvor vi vandt førstepræmien på 16.000 kroner.
I konkurrencen blev 5 delpunkter beskrevet, nemlig fælleshus, trafiksikring,
genetablering af stier, bålplads og boldbane.
Forudsætningen for projekternes gennemførelse var, at udformningen og
placeringen var nøje fastlagt, at finansieringen og driften var klarlagt, samt
at hele projektet havde beboernes og myndighederne godkendelse.
Da bestyrelsen fandt det afgørende, at beboerne blev involveret samt erkendelsen
af, at professionel rådgivning var nødvendig, iværksatte bestyrelsen i foråret
2002 en medlemsundersøgelse.
Ved gennemgang af svarene falder det én i øjnene, at svarprocenten kun var på
34. Temmelig uforståeligt, da initiativet ville berøre os alle. Det kan derfor
diskuteres, om nedenstående kommentering af nogle af forholdene i virkeligheden
er repræsentativ, da to tredjedele altså slet ikke har svaret. Men et fingerpeg
om stemninger og holdninger i vores område kan det vel være.
Etablering af et fælleshus var der ikke opbakning til, da kun 41 % stemte ja
forslaget. Argumenter som fx at andre foreninger havde dårlige erfaringer med
fælleshuse, at det var en skør ide som kun ville føre til omkostninger blev
nævnt. Men der var også mange positive argumenter, som fx værelser til besøgende
gæster, afholdelse af fester, udlejning, gymnastik, fællesspisning samt
forfatter- og litteraturaftener.
Der blev også spurgt om interesse for anvendelsen af evt. fælleshus og –
arealer fx som ungdomsklub, cafe, legeplads m.m.: Men overalt var der overvægt
af nejsigere.
På det tidspunkt var 33 % af beboerne mellem 50 og 65 år, og det har måske nok
været medvirkende til, at mange ikke følte, at de havde behov for sådanne
aktiviteter.
Oprettelse af en hjemmeside blev derimod særdeles positivt modtaget. Hele 70 % sagde ja. Bestyrelsen strammer i øvrigt nu op om sidens indhold og anvendelighed. Evt. kommentarer og ideer til nyt indhold til web'en er meget velkomne. Kontakt webmasteren
Spørgsmålet om etablering af stillevej var også positiv. Hele 57 % stemte for, og dette tal ligger da også til grund for det tidligere omtalte arbejde med vore veje.
Til forslaget om at etablere boldbaner og legeplads var der kun tilslutning
fra 35 % henholdsvis 39 %. Dette kunne ligeledes skyldes den på tidspunktet
forholdsvis store vægt af 50-65 årige.
Senest opdateret:18 maj 2011